På videnskab.dk har jeg fundet denne artikel, om en ny undersøgelse, udført ved Max Planck Instituttet i Tyskland, hvor 18.000 amerikanske børn og deres mødre har medvirket.
Konklusionen er, at kvinder på 35-44 år får børn med lige så godt helbred senere i livet, som de kvinder der føder i alderen 25-34 år.
Det ser ovenikøbet ud til, at jo yngre kvinden er, når hun føder, des flere helbredsplager får barnet i gennemsnit senere i livet.
Forskningen viser, at de faktorer som påvirker barnets helbred som voksen, ikke er moderens alder, men derimod hendes uddannelsesniveau, samt hvor længe hun lever.
Det er jo interessant læsning for os 40+ mødre, da sundhedssektoren i mange år, har fokuseret på de mange risici ved at få barn senere.
Som gruppe betragtet er 40+ mødre generelt højere uddannet og har naturligvis mere livserfaring end yngre mødre. Det giver os gode muligheder for at bakke vores børn op, og da de fleste af os har prøvet meget forskelligt i vores liv, vil vores værdier være gennemtænkte og baseret på mange års erfaring.
Gennem vores livserfaring har vi opnået en større ro og mentalt overskud til, at forstå de mange faser vores børn skal igennem.
Der er derfor ingen grund til at frygte, at det ikke er godt for vores børn, at vi er 40+, når vi får dem. Dermed ikke sagt at jeg anbefaler kvinder at vente med at få børn, da det kan være meget sværere at blive gravid som 40+ end tidligere i livet.
Men når først vi har fået barnet, er der altså ikke grund til frygt for dårligdomme, og det er jo en rar viden at have.
Du kan læse artiklen her: Artikel i videnskab.dk_-_boern_af_aeldre_moedre_har_staerkt_helbred_-_2012-11-05.
Du er meget velkommen til at kommentere indlægget, eller komme med dine synspunkter.