OMTALE af “Mor – sidste udkald”


Juli 2016

Fra en læser:

“Hej Tine,

Det er så beroligende at høre om andre der bliver gravide i en sen alder, men altså naturen har jo skabt os til at kunne det, så hvorfor ikke..
Jeg har læst bogen, og det giver håb og styrke synes jeg. Fantastisk initiativ at du har skrevet den, der er mange tanker jeg kan genkende – altså selvom jeg ikke har børn. Jeg bliver også bekræftet i mit ønske. Dejligt at der er så forskellige mødre der fortæller, og at der stadig er så mange tanker og følelser der gør sig gældende for dem alle. Og dejligt med alle de gode tips og råd.

Venlig hilsen Rikke”


August 2013

Omtale på Sannie Terese Buréns blog:

Bogen rummer en række kapitler om graviditet og fødsel og dét at blive mor. Men den er først og fremmest ti kvinders ærlige beretninger om, hvad de har oplevet, og bogens styrke er netop disse meget forskellige livshistorier, som alle rørte mig meget.

Hvis du – eller nogen du kender – tumler med spørgsmålet om, om det er for sent at blive mor, eller måske allerede er blevet gravid i en moden alder, kan jeg på det varmeste anbefale bogen, der i øvrigt har små fine vignettegninger lavet af Tines egne børn.

Tine Olesen
“Mor – sidste udkald”
Forlaget Peregrina, 2013
ISBN 978-87-995471-0-4


Maj 2013

Boganmeldelse af Radio 101,2 FM til deres ugentlige bogmagasin:

“Mor – Sidste udkald

En god bog til kvinder hvis man er 35+ og overvejer at blive mor.
Man får indblik i hvad man skal tage højde for før og efter man får barnet og hvilke overvejelser man bør gøre sig.

I bogen følger man 10 kvinder der har oplevet at få børn i en alder af 40+.

Der beskrives 10 forskellige mulige situationer man kan stå i når man står med ønsket om at blive mor blandt andet adoption, pseudotvillinger og ukendt donorfar.

De fortæller om forhistorien inden de fik børn, livet som mor, refleksioner og erfaringer som mor. Man hører om tanker før og efter de fik barnet. Blandt andet hører man om de fordomme folk har om at være mor i en sen alder og hvordan de 10 kvinder har klaret at komme igennem det.

De fortæller også om hvorfor de har valgt at få barn i en alder af 40+ og hvilke bekymringer det kan medføre med hensyn til om de nu kan magte det og om de kommer til at opleve at få børnebørn hvis nu deres børn også vælger at få børn som 40+.

De tanker man gør sig inden man bliver mor er nok også selve fødslen som man ikke hører så meget om hvordan den gik. Man mangler mere info om det var en let fødsel eller svær og problematisk fødsel kvinderne gik igennem når de nu havde valgt at blive mor i en sen alder.

Bogen giver kvinder i en alder af 40+ et positivt indtryk af at det stadig kan lade sig gøre og at det ikke er for sent endnu.”


April 2013

Fra en læser.

“Kære Tine,

Tak for god og inspirerende læsning.

Jeg er selv mor til en pige på 14 måneder og fik hende da jeg var 41. Jeg kunne nikke genkende til mange af de tanker og refleksioner som de andre kvinder har gjort. Samtidig er vi jo alle forskellige kvinder og der er jo mange grunde til at vi får et barn lidt sent og det synes jeg bogen giver et godt billede af.

Jeg har læst bogen på et tidspunkt, hvor jeg var lidt i tvivl om det i det hele taget var en god ide at prøve på at få barn nummer to og det er jeg blevet helt afklaret med. Vi prøver og vi vil se hvad naturen giver os.

Jeg vil egentlig bare give mig til kende og sige tak for den gode bog. Hvis der er nogen som har lyst til at høre min historie eller har brug for at vende nogle tanker om det at blive mor i en sen alder, må de hjertens gerne henvende sig til mig.

Mange hilsener Ulla (En lykkelig mor på 42, mor til Maja på snart 14 måneder)”


April 2013

Sociolog og forfatter og Kirsten List Larsen har anmeldt “Mor – sidste udkald” i et blogindlæg på hendes site:
http://kirstenlistlarsen.dk/mor-sidste-udkald/

Anmeldelse af Mor - sidste udkald

 

“Mor – sidste udkald

Arkitekt og forfatter Tine Olesen har skrevet bogen ”Mor – sidste udkald. 10 kvinder fortæller om at få barn som 40+.”

Bogen udkom 8. marts 2013 på Forlaget Peregrina. Tine Olesen har selv fået sine to børn, da hun var over 40.

www.mor40.dk

I bogen fortæller ti kvinder i forskellige livs- og familiesituationer, åbent og ærligt om udfordringerne i dagligdagen, glæderne og realiteterne ved at være mor til småbørn, efter de er blevet 40 år. Bogen sætter spørgsmål ved om forholdene for familierne i dag er optimale, og der reflekteres over, hvorfor mange kvinder venter med at få børn.

De ti kvinder fortæller om fordele og ulemper ved deres alder, og giver læseren mange råd med på vejen, samt inspiration til at finde en god balance mellem arbejde og familieliv.

“Mor – sidste udkald” er i første række henvendt til kvinder omkring 40 år, som overvejer at få barn, er gravide eller allerede har fået barn som 40+.

Ud over de 10 interviews har bogen følgende afsnit:

Før barnet

Om overvejelser før graviditeten. Om glæden over det spirende liv og uroen over risicis, som man bla. bliver konfronteret med, ved undersøgelser i sundhedssystemet. Tine Olesen tager også fat i ens egne og andres negative forestillinger om at blive gammel mor.

Familielivet

Om den første tid med barnet og om nødvendigheden af at prioritere sin energi og sin tid. Tine Olesen har vigtige input om, hvordan familielivet og parforholdet ændrer sig på grund af nye roller og nye følelser.

Arbejdslivet

Om overvejelser om, hvordan arbejdslivet skal være efter barslen. Om muligheden for at ændre dit arbejdsliv, så det hænger bedre sammen med livet som småbørnsmor og med ens prioriteteringer, der måske har ændret sig.

Alderen

Om hvordan det kan være, når moderskab og overgangsalder indtræffer med få års mellemrum, og hvor behovet for ro og tid til egen refleksion er i modsætning til det lille barns behov.

Tine Olesen har nogle spændende betragtninger om, hvordan tidsånden, vi er vokset op i, har gjort os til den, vi er. Som ældre mor vil du opleve at have andre værdisæt og en anden verdensopfattelse end yngre mødre. Tidsalderen alene gør, at der vil være forskel på en 41 årig mor og legekammeratens 25 årige mor.

Fordele og ulemper

Tine Olesen opsummerer bogen i ulemper og fordele ved at blive mor som 40+.

Du er ikke alene

Det er ikke udelukkende kvinder i fertilitetsbehandling eller selvvalgte enlige mødre, der får børn sent. I dag får mange kvinder børn efter de er blevet 40.

Via interviews giver bogen et fint varieret billede af, hvordan det kan være at være blevet mor i en sen alder. De ti kvinder deler gavmildt ud af deres erfaringer på godt og ondt.

Bogen er en palet af fortællinger fortalt af kvinder i vidt forskellige livssituationer, der har det til fælles, at de får børn som 40+. Der er masser at spejle sig i og lade sig inspirere af.

God læselyst!”