Vi har altid godt kunne lide at rejse, før vi fik børn og blev en familie.
Så efter vi er blevet 40+ mor og 50+ far til vores to børn, en pige på 3 år og en dreng på 5 år, har det ikke mindsket vores lyst til at rejse. Vores søn var med i en spansk bjergby, allerede inden han fyldte et år, dengang kunne han bæres i en sele, da vi besteg de romerske veje i bjergene.
Så længe børnene ikke er begyndt i skole, er det nemt at rejse udenfor ferierne. Det er der flere fordele ved, dels er det billigere, men det er også mindre overrendt.
Vores rejse i april i år, gik til byen Side, som ligger mellem Antalya og Alanya på Tyrkiets sydvendte Middelhavskyst. Det var et perfekt valg. Der var mange basargader, ikke meget trafik, det dejligste azurblå Middelhav, gode strande og mange spændende ruiner at udforske. Vi valgte at rejse til Sydkysten, da vi for et par år siden, var rejst til Tyrkiets vestkyst i samme periode, og der var det stadig relativt koldt.
Inden vi skulle af sted, skulle vores datter have nyt pas. En ubetydelighed, troede vi. Men det at få taget et pasbillede, var slet ikke en let post. Alverdens velmenende forsøg fra fotografen og andre voksne, hjalp ikke, hun ville bare ikke. Vi havde på det tidspunkt allerede købt rejsen og passet skulle bestilles samme dag, så det kunne ikke udskydes. På rådhuset havde de gudskelov en automat, som vores datter syntes godt om. Billedet blev taget, passet bestilt, men med børn ved man aldrig, de mest uforudsigelige steder, kan være en udfordring.
Vores rejse var ikke en pakkerejse, og vi var lidt sent uden med at bestille, så der var ikke så mange flyvninger at vælge imellem. Vores fly fløj fra Kastrup kl. 6.30. Vi skulle være der 2 timer før, der var en times rejse dertil, derfor skulle vi op kl. 2 om natten. Vi havde forberedt børnene godt, de glædede sig, og syntes det var ret spændende, at skulle af sted så tidligt. Børnene fik tyggegummi hver gang vi lettede og landende, så med transit på både nedrejsen og hjemrejsen, blev det til 8 stk. til hver, det kunne de godt lide. Jeg havde pakket en pose med nogle lege- og tegnesager til ventetiderne, og vi var først fremme ved vores hotel lidt efter kl. 21. En meget lang rejse, vi var selvfølgelig trætte, men børnene klarede det fantastisk godt. Børn er jo i virkeligheden meget fleksible. Verden er stadig ny og forunderlig, og der er ikke så mange forudfattede meninger om ret og vrang.
Vi havde valgt et lille mellemklasse hotel, med All Inclusive. Det var rigtig godt til kræsne børn. Der var en stor buffet, med meget forskelligt at vælge imellem. Det gav en dejlig ro, ikke at skulle spekulere på mad. Vi var ovenikøbet frit stillet, der var ikke krav om at skulle melde til og fra, så vi kunne tage på udflugter, men maden var ofte mange gange bedre end hvad de små turistrestauranter kunne diske op med.
Byen Side er ikke så stor, men til gengæld er den fuld af historie. Både de gamle grækere og romere har bygget der, og i sin tid lå et af de største amfiteatre med 15000 pladser der. Denne velbevarede ruin ligger nu i den lille bys centrum, så der var ruiner og antikke marmorudskæringer overalt i byen.
Det er skønt at rejse med sine børn, selvom de er små. Det er dejligt at være sammen med dem under nye omstændigheder.
Hvis du også har rejst med børn eller drømmer om at gøre det, ville det være dejligt med kommentarer eller mails på kontakt@mor40.dk.
Husk at tilmelde dig Nyhedsbrevet på mor40.dk, så bliver du holdt ajour med det nyeste.