Pseudotvillinger


Vores børn pseudotvillinger.
Det vil sige søskende med en lille aldersforskel, mindre end 18 måneder.

Det er faktisk ikke så ualmindeligt, at 40+ mødre går hen og får 2 børn hurtigt efter hinanden.

Vi fik det, fordi vi mener, det er godt for børn at have søskende.
Da vi havde fået vores søn, blev vi hurtigt enige om, at han ikke skulle være alene. Også med tanke på den dag, vi ikke er her mere. På det tidspunkt, vil det være ekstra vigtigt at have nær familie, det vil sige søskende.

Det mest fantastiske er, at når man lige har født, er kroppen fuld af graviditetsfremmende hormoner. Det gør, at kvinder der før ikke har kunnet blive gravide, ligesom Ulla i Mor – sidste udkald, med ét kan gå hen og få 2 børn hurtigt i rap.
Og sådan gik det for os.

2 barnevogne

Vores søn var lige blevet 17 måneder, da der kom en lille pige, der sad hos mor. Hele tiden. Der ville han også gerne være. Men den lille pige var der ikke kun en dag, eller to, hun blev ved med at være der.
Der var en mindre krise i den første uge, da vores søn blev klar over, at hun ikke forsvandt igen. Det er også en tidlig alder at miste en del af sin mors opmærksomhed.
Der var selvfølgelig en far, der prøvede at rette op på det. Men det var ikke helt det samme, som da han var helt alene med mor og far, som blommen i et æg.
En lille nyfødt pige har det jo også med at være ret meget til stede og fylde rummet godt ud i en familie.

Det var også hårdt for mig.
At se min lille søn, som blev så ked af det og følte sig tilsidesat.
Det er på det tidspunkt, hvor grunden for et langt og evigtvarende søskendejalousiforhold kan lægges.
Og det ville jeg gøre alt, hvad jeg magtede, for at undgå.

I dag hvor de er 6 år og snart 5 år gamle, er de de bedste venner i hele verden.
Det er fantastisk, at det er blevet sådan.

Det var meget hårdt de første 3 år, hvor der nat og dag var 2 småbørn, der krævede min opmærksomhed.
At jeg aldrig fik mere end højst 5 timers søvn, indtil lillesøster blev 3 år, blev hurtigt glemt, og var faktisk heller ikke særlig vigtigt.

Efter lillesøster blev 3 år, har det bare været super godt.
Der er altid en legekammerat. Og den enes venner er også den andens venner. Det er helt naturligt for dem at inkludere hinanden.
Man kan sige, at det er kommet ind med modermælken.

Hvis du har kommentarer omkring dette, er du velkommen til at skrive en kommentar, her øverst i taleboblen, eller på MØDESTEDET. Du er også meget velkommen til at sende mig en mail på kontakt@mor40.dk.

Husk at tilmelde dig Nyhedsbrevet øverst på siden, så bliver du holdt ajour med det nyeste. Du kan til hver en tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 + eighteen =