Mors og fars alder


Der er i øjeblikket i medierne fokus på, at flere kvinder vælger at få børn, når de er 40+. Nogle mener, at moderen så vil være for gammel og ikke vil kunne være noget for sine børn. Andre mener, at der er flere risici for sygdomme for børn af ældre mødre.

Ganske vist er det sværere at blive gravid, når kvinder er over 35 år, da antallet af “gode” æg er reduceret. Men når først man er blevet gravid, skulle der ikke være nogle problemer. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, kan det oven i købet være en fordel for barnet både fysisk og psykisk at moderen er ældre. Du kan her læse indlægget her og artiklen: “Børn af ældre mødre har stærkt helbred“.

Til gengæld tales der meget lidt om faderens alder, fokus er næsten udelukkende på moderens alder. Hvis faderens alder bliver nævnt, er det ofte i forbindelse med, at det er fantastisk at fx Chaplin fik barn som 73-årig og Picasso som 69-årig. Det er mere accepteret at faderen er ældre, end at moderen er det. Men det burde faktisk være omvendt.

Børn af modne mænd har flere mutationer i DNA

I en artikel i videnskab.dk: “Børn af modne mænd har flere mutationer i DNA“, beskrives det, at antallet af mutationer som faderen videregiver til barnet er fordoblet, når han passerer 40 år. Det er også dokumenteret, at moderens alder ingen indflydelse har på antallet af mutationer, det er udelukkende faderen. Så i bund og grund burde det være faderens alder, der skulle være fokus på frem for moderens.

En af årsagerne til at det er sådan er, at kvindens æg blev skabt, mens hun endnu selv var et foster. Mandens sædceller derimod, skabes løbende, hvorved der i en højere alder er større risiko for celledelinger og mutationer.

Men lad os alligevel huske på, at langt de fleste børn bliver velskabte, også selv om faderen er 40+. Og som 40+ har han måske mere overskud og ro at give videre til sine børn.

Hvis du har kommentarer omkring dette, er du velkommen til at skrive en kommentar, her øverst i taleboblen, eller på MØDESTEDET. Du er også meget velkommen til at sende mig en mail på kontakt@mor40.dk.

Husk at tilmelde dig Nyhedsbrevet øverst på siden, så bliver du holdt ajour med det nyeste. Du kan til hver en tid afmelde nyhedsbrevet igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

twelve − two =